9. symfoni (Beethoven)

Anthem of Europe Beethoven 9. symfoni Er der problemer med lyden? Se da eventuelt Hjælp:Ogg Vorbis eller "Media help" (engelsk)

For alternative betydninger, se 9. symfoni. (Se også artikler, som begynder med 9. symfoni)

Beethovens 9. symfoni er et skelsættende værk i den klassiske musikhistorie. Den fulde titel er Symfoni nr. 9 i D-mol, opus 125, og er Ludwig van Beethovens sidste symfoni, som han færdiggjorde i 1824. Symfonien blev første gang fremført under den pompøse tyske titel Sinfonie mit Schlusschor über Schillers Ode "An die Freude" für großes Orchester, 4 Solo und 4 Chorstimmen componiert und seiner Majestät dem König von Preußen Friedrich Wilhelm III in tiefster Ehrfurcht zugeeignet von Ludwig van Beethoven, 125tes Werk.

Det revolutionerende ved netop dette værk er, at der i sidste sats forekommer kor, hvilket ikke tidligere er hørt i symfonisammenhæng. Kor og solister synger Friedrich Schillers ode An die Freude fra 1785, som Beethoven noterede melodiudkast til i kladdebøger allerede i 1790’erne. Temaet dukker op i flere af hans kompositioner, deriblandt to sange.^[1]

Denne symfoni er et af de bedst kendte klassiske værker overhovedet, og symfonien anses for at være et af Beethovens største mesterværker, hvortil kommer, at værket blev komponeret på et tidspunkt, hvor komponisten var totalt døv. Hector Berlioz kaldte den "kulminationen af komponistens geni."^[2]

En del af symfoniens sidste sats er blevet musikalsk symbol for EU. I 2010 blev det originale partitur indlemmet i FNs verdensarvliste, som det første i sin art.^[1]

1. ^ ^{a b} "Arkiveret kopi". Arkiveret fra originalen 7. november 2017. Hentet 1. november 2017.
2. ^ "Arkiveret kopi". Arkiveret fra originalen 2. december 2020. Hentet 1. november 2017.